Noter af Agner Ebild,
”Jeg giver dig retten til at have dine erfaringer og oplevelser. Jeg behøver ikke at godtage dem som
rigtige, men jeg er villig til at lade dig have dit synspunkt …… Anerkendelse betyder, at jeg er villig
til at lade dig være ekspert på egen tilværelse.”
(Schibbye 1992)
Hvad er anerkendelse?
At blive set - som man er - af et andet menneske
At blive taget alvorligt som menneske
At blive mødt som værende ligeværdig
At opleve at være OK, blot som man er
Peter Storgård,
PsykologCentret Viborg
Britta Nørgaard
Det er min opfattelse, at den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må
være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. I mødet med den anden må der være
en anerkendelse, en respekt og en forståelse til stede.
Anerkendende
pædagogik hos Berit Bae
•Indlevelse
•Fokuseret opmærksomhed
•Lyttende
•Velvillig fortolkning
•Tolerance
•Henter sig ind igen – bevægelse, rollefordeling, lader sig påvirke, lader sig afbryde
•Tjekker brugeren har forstået hvad man snakker om (selvafgrænset)
•Henter sig ind igen.
•Bekræftelse
•Selvrefleksion – man kigger indad, en proces der vare hele livet.
•Definitionsmagt – man må ikke misbruge magten overfor brugerne
Anerkendelse i Honneths socialfilosofi:
•Anerkendelsens tre former:
•emotionel anerkendelse i relationer*, fører til selvtillid
•retlig anerkendelse, fører til selvagtelse
•social anerkendelse, fører til selvværdsættelse
•Tre slags disrespekt/krænkelse:
•Privat krænkelse: kropslige og emotionelle krænkelser
•Retlig krænkelse: nægtelse af rettigheder
•Social krænkelse: nedværdigelse af livsformer
Diverse citater
At anerkende en borger er mere end at ”se” personen, han skal blive ”synlig”. Anerkendelse/synlighed kræver ekspressive kropsudtryk hvorigennem mennesker gensidigt tilkendegiver anerkendelse
Kilder: Kilder: Højlund, Peter og Søren Juul, Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde, Hans Reitzels Forlag 2005
Schou, Carsten og Carsten Pedersen, Samfundet i pædagogisk arbejde, Gyldendal 2007
Nørgaard, Britta, Axel Honneth og en teori om anerkendelse, Social Kritik nr. 16 2005
•”… Grundsynspunktet er allerede udtrykt af Hegel: ”Jegets identitet kan først konstituere sig gennem den gensidige anerkendelse. Anerkendelsesforholdet er mulighedsbetingelse for selv virkeliggørelse, da jeg kun kan se mig selv i en anden, som ser mig…”
(Højlund, Peter og Søren Juul, Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde, Hans Reitzels Forlag 2005)
"Filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel beskrev i sit værk ”Åndens fænomenologi” (1807) det
grundlæggende menneskelige paradoks, nemlig at det er gennem andres bekræftelse /
anerkendelse, at vi kan etablere et forhold til os selv og udvikle os differentieret og selvstændigt:
Vi er på godt og ondt dybt afhængige af andre for at kunne udvikle os til autonome individer.
Anerkendelsesbegrebet rammer således et centralt livstema, nemlig forholdet mellem den
nødvendige selvstændighed og afhængigheden af andre. Mennesket må søge at frigøre sig for at
kunne blive et individ med egne holdninger, men har samtidig behov for at opleve at høre til og
være del af et fællesskab.” (Familiepladskonsulent Birthe Harboe)
Anerkendelse som ideal hos Højlund og Juul; et etisk grundlag for praktisk socialt arbejde:
•Socialt arbejde bør understøtte menneskelig opblomstring
•Menneskelig opblomstring er en proces, hvor borgeren ud fra sin egen selvforståelse udvikler en identitet, der bygger på selvtillid, selvagtelse og selvværd
•Socialt arbejde understøtter udviklingen af velfungerende samfundsborgere; menneskelig opblomstring er et gode for samfundets institutioner og samfundet som helhed
(Kilder: Højlund, Peter og Søren Juul, Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde, Hans Reitzels Forlag 2005
Schou, Carsten og Carsten Pedersen, Samfundet i pædagogisk arbejde, Gyldendal 2007
Nørgaard, Britta, Axel Honneth og en teori om anerkendelse, Social Kritik nr. 16 2005)